Skolen dengang

Skolen dengang…

I skoleåret 1974/75 kulminerede elevtallet ved Tilst Skole, som med 1.083 elever samtidig kunne konstatere, at den var kommunens største. Foruden i Tilst var der i den gamle Tilst-Kasted Kommune skoler i Geding og Kasted, men de var blevet nedlagt i 1955, idet eleverne fra de to skoledistrikter fremover skulle gå i den nye centralskole i Tilst på nuværende Tåstumvænget 8.
Denne skole blev indviet 14. oktober 1955, og for de 187 elever og deres fem lærere begyndte en ny hverdag ti dage senere.

Det har indtil fornylig været den almindelige antagelse, at den første skole i Tilst var den stråtækte bygning fra 1820´erne, som indtil 1998 lå ved dammen som nabo mod øst til den røde skole fra 1884 på nuværende Bysmedevej 65. Folketællingslisterne fra 1787 nævner imidlertid en Ole Simonsen Haslev, som var lærer i Tilst, og det synes nu klart, at der allerede i 1742 blev rejst en skole i Tilst for børnene i Tilst (med Geding) og Kasted sogne.

Tilst Skole er en skole med vokseværk, sagde skoleinspektøren i sin tale ved indvielsen af boldspilhallen og kantinen i 1981. Den røde skole ved dammen var nok ophørt i 1912, men i 1923 kom den ind i varmen på ny og fungerede indtil 1955 som en et-årig forskole med en lærerinde, som tillige skulle undervise pigernei såvel Tilst som Geding og Kasted skoler i håndarbejde. Tilst Skole blev i 1967 købstadordnet, og den hidtidige førstelærer fik titel af skoleinspektør. I 1970 havde skolen 458 elever, i 1974 var tallet som allerede nævnt 1.083. I 1980 var elevtallet på 1.010, i 1989 på 707. I skoleåret 2000/01 er der på skolen 764 elever med 215 børntilmeldt skolefritidsordningen. De tosprogede elever udgør 29,3 procent af samtlige. I årene frem mod 2005 forventes elevtallet ifølge skolevæsenets prognose fra november 2000 at stige med 18 procent. Som en følge af skoleloven af 1814 oprettedes der samme år et Geding Skoledistrikt for Geding,Kvottrup og Mundelstrup.

De kvottrupper og mundelstrupper ville hellere fortsætte med at gå i skole i Fårup, men Danske Kancelli greb ind. Geding Skole blev bygget og taget i brug efteråret 1819, og Fårup Skole blev samtidig nedlagt. I 1830 kunne sognepræsten i sin årligeindberetning oplyse, at gymnastik, som i 1814 blev indført som obligatorisk fag for drengene,i to år har været på skemaet i Geding, hvor følgende apparater haves: klavre- og entremaskine med glat og knudret tov, ligevægtsbræt og en springmaskine. I 1901 afløses den gamle skole i Geding af en ny og mere moderne på samme plads. Bygningen ligger endnu på Geding Søvej 2.
Skolen i Kasted, som ligger lidt uden for byen og lige ved kirken på nuværende Kasted Byvej 2, er fra 1857. Her vil det være uberettiget og uden ethvert belæg at tale om den stråtækte. Stråtaget er som pynt på bygningen først blevet lagt efter skolens ophør i 1955. Når godsejer Secher til Kærbygård under 9. november 1801 kan indstille Peder Jensen, forhen skoleholder i Kadsted, til skoleholder i Spørring Sogn, mere end antydes det, at der har været skole i Kasted før 1814. Nye skoledistrikter i forbindelse med 1814-loven kan som konsekvens have haft,at skolen i Kasted ikke har kunnet fortsætte.

”Den stråtækte” var en skole, som med blot én lærer og to klasser, en treårig 1. klasse og en fireårig 2. klasse, så sin fordel i fra 1825 at følge kongens opfordring til at lade undervisningen afvikle som gensidig undervisning efter den lancasterske metode. Skolen fra 1884 fik ikke nogen lang levetid som Tilst Hovedskole, idet den efter en snes år var blevet for lille. Alle, lærere og elever, flyttede i 1912 til en ny skole, som var og er beliggende lidt syd ud af byen på det sted, hvor man i begyndelsen af 50´erne valgte at bygge centralskolen med samt alle denne skoles senere tilføjelser. I centralskolens første fase var det arkitekt Knud Blach Petersen, som stod for byggeriet af det, der skulle fungere som en ensporet 7-klasset skole. I de følgende var det arkitekterne Sahl og Thomsen.
Af bygningerne fra 1912 fik selve skolehuset lov til at leve videre i det vidtstrakte skolekompleks, der efterhånden rejste sig, og blandt eleverne blev det almindeligt at bruge betegnelserne oldtid og middelalder om de ældste dele af den moderne mastodontskole.